Investering i dit EGO er at byde begæret indenfor. EGO’et styrer at stille krav, og det styrer oplevelsen af retfærdighed eller mangel på samme, og EGO’et skelner mellem godt og ondt.
Det betyder, at du med dit EGO kan styre, at du vurderer om en situation, er god, eller om den ikke er god.
Mere præcist er det at sige, at EGO’et råber op. Du styrer nemlig selv med dine tanker, hvad du vil tro på. Først skal du blive bevidst om, at du kan styre dig selv i en anden retning, end dit EGO råber op om. Derefter skal du beslutte dig for, at du vil ændre det.
Ved at registrere dig selv i din tale, dine tanker og dine handlinger, kan du blive skarp på de indre motiver du har for lige netop den situation, som du befinder dig i. De indre motiver er dem, der styrer dig.
Hvis dine indre motiver kommer fra EGO’et, så er der elementer af fordømmelse. Er dine indre motiver derimod en observation af, hvad der sker, og observationen er uden fordømmelse eller anklage, så er motiverne fra din iboende kraft og intuition.
Opmærksomhed på dit EGO
For at blive bevidst om, hvad dit EGO råber op om, kan du i slutningen af dagen, eller efter en samtale med andre, lave et tilbageblik over, hvad dagen eller situationen har bragt dig af oplevelser.
Alle samtaler og situationer, som du har deltaget i, kan anvendes. Du har brug for at reflektere tilbage for at se på, hvordan andre har reageret, og hvordan du selv har reageret.
For dig selv laver du en rekonstruktion af de samtaler, som du føler dig tiltrukket af og af de samtaler, som du føler dig ubekvem med. I dine tanker gennemgår du samtalen, og du registrerer lige netop de sætninger, der giver mest uro og/eller giver mest glæde hos dig.
Noter de følelser, der er forbundet med sætningen – meget gerne på et stykke papir.
For de følelser der skaber uro i dig, lav en konvertering, så du finder et andet aspekt af den samme sætning. Et aspekt som vækker en følelse af glæde i dig. Det vil sige, at du skal finde en positiv vinkel i sætningen.
Måske er det, at din modpart har denne mening, og at du ikke behøver have den samme mening. Måske er det, at du har din mening, og at det ikke skulle formuleres, som om det var en sandhed, og at det i stedet kunne have været formuleret mere præcist som din mening.