Skåret ind til benet er en konflikt et resultat af, at to eller flere Ego’er ikke kan blive enige om, at de ikke kan enes, samt af at ingen af dem er villige til at bøje af i deres overbevisninger. En konflikt er styret af indre – og personligt fastsatte – regler, som hver enkelt Ego bestemmer som værende gældende for sig selv og for andre. Vi kan kalde disse indre regler for Konfliktens lov og at overholde disse medfører med garanti en konflikt.

Konfliktens lov:

§ 1. Min sandhed er den rigtige og den skal alle andre indordne sig under.

§ 2. Dem som ikke indordner sig jf. § 1 er syndere og de skal straffes.

§ 3. En synder kan ikke tilgives eller på nogen måde tages til nåde.

§ 4. Det en synder taber til mig er min ejendom, som jeg kan herske over.

I sin grundform er dette gældende for alle konflikter og Konfliktens lov bliver derfor grundlaget for de relationer der opstår, når Ego’er ikke kan enes. For at løse en konflikt er det nødvendigt at et Ego starter med at blive rummeligt.