Forord

– Livet er enkelt

Jeg har gennem mange år – årtier – forsøgt at løse livets største gåde: Hvad er formålet med livet. Undervejs har jeg haft den storslåede ide, at jeg skulle have og fremvise succes. En succes, der gør en forskel. Hold nu op en kolbøtte, da jeg fandt ud af, hvor den største succes ligger, og hvordan denne form for succes kan smitte af på den store skala.

Dette værk er udtryk for erkendelser, som jeg har opsamlet på min vej, og som jeg forbeholder mig retten til at ændre efter behov. Jeg har lavet dette værk som et opslagsværk og som en genkaldelse til mig selv.

Det kan derfor læses fra ende til anden, eller det kan bruges spontant og sporadisk som et opslagsværk og en guide til dagen eller situationen. Alene udarbejdelsen af de enkelte indlæg er en repetition for mig, som vækker genkendelse og nye aha-oplevelser.

Der er primært tale om erkendelser, som har hjulpet mig til at give slip på fordomme og fastlåste ideer, da masser af udarbejdede teorier og metoder, som jeg har stiftet bekendtskab med undervejs, beskriver, hvad jeg skal gøre uden at fortælle, hvad jeg har brug for at give slip på. Jeg har derfor mange gange spændt ben for min egen udvikling, da jeg har modarbejdet mig selv.

Kært barn har mange navne, og hverken overbevisninger eller ståsteder i livet har nogen praktisk indflydelse, når blot viljen til at komme videre er tilstede. Det er mit håb, at du kan få glæde af mine erkendelser på din rejse til at leve fra hjertet.

En særlig tak til alle som har støttet op om mit liv. I praksis betyder det alle, som jeg har mødt undervejs, og alle som jeg på en eller anden måde har fulgt. Ingen kan derfor særligt fremhæves, da korte møder kan have haft monster mere indflydelse på mig end langvarige relationer.

Rigtig god fornøjelse.

Skab en dejlig dag ❤

#fra3dtil5d #rejsenfra3dtil5d #livsdesigner #liveterenkelt