Måden du kan skærpe din koncentration på, så du kan holde fokus og dermed opnå større succes, er ved ikke at bekymre dig unødigt – eller slet ikke.

Der er tre forskellige grader af bekymringer:

  • Bekymringer du kan gøre noget ved nu.
  • Bekymringer du kan gøre noget ved senere.
  • Bekymringer du ikke kan gøre noget ved.

Bekymringer du kan gøre noget ved nu, bør du enten lægge fra dig midlertidigt eller gøre noget ved dem nu.

Bekymringer du kan gøre noget ved senere, bør du lægge væk, indtil du kan gøre noget ved dem.

For bekymringer du ikke kan gøre noget ved, kan du med fordel lægge dem til side, acceptere at de er der og lade være med at bruge ressourcer på at forsøge at løse dem (skattetrykket, tidevandet, lovændringer, … ).

Når du bekymrer dig, fjerner du fokus og dermed energi fra det, som i dit liv er vigtigt at finde en konstruktiv løsning på.

Monotasking = fokus = større succes, da du bliver mere koncentreret i at komme hurtigt i mål. Bekymringer er distraherende tanker, der forstyrrer løsningen.

At turde slippe bekymringer

Min mormor, der er død for mange år tilbage, kunne bruge tid på at se en spillefilm færdig for derefter at have en holdning om, at den var dårlig, kedelig eller anstødelig – lige fra første minut. Hun kunne bruge dette samtaleemne gentagne gange – for den samme film. Det lå ikke til højrebenet for hende, at slukke for filmen – og foretage sig noget andet.

Der er 1440 minutter i døgnet. Hvordan kan det så være, at vi så let kan lade os lede til at forpeste de resterende 1438 minutter, bare fordi en eller anden pisser på os i 2 minutter … ?

Træk på skuldrene, slip bekymringerne og brug PYT-knappen.